En følelse af frihed

Det sner udenfor, og jeg trækker i min yndlings sweater. Den er lang og højhalset. Den er tyk og svær sådan lige at få af. Det luner og jeg nyder det. Endelig. Long time no see.

Og det ikke kun fordi, at det er ski.. hamrende koldt udenfor. Det er hele elementet omkring, at jeg endelig kan tage den, og en masse andet tøj på, som jeg ikke har kunnet gå i længe.

Og hvorfor nu ikke det!

Fordi jeg har ammet min baby. Kun ammet, ingen flasker. Indtil nu!

Jeg føler helt seriøst, at jeg har fået min frihed tilbage. Noget af den.

Jovist er det fantastisk, at kunne amme. Men det er dælen dytme også begrænsende i en sådan grad, at jeg nu sidder med et mindre festfyrværkeri i maven over, at jeg er et skridt nærmere, at få langt mere frihed. Nu kan jeg ikke kun dufte den, NU er den her. En del af den i hvert fald.

Når man ammer er det nemlig ret praktisk, at have tøj på, hvor det er let at komme hele vejen ind til babs og nutte og det ofte gerne i en vældig fart. Eller at have noget tøj på, som gør det muligt at gemme babserne lidt væk, så man ikke står der med en helt bar overkrop i fuld offentlighed. Omend ikke for andres, så for sin egen skyld. Og det harmonerer bare ikke skide godt med store, tunge sweatre, kjoler der maskerer overkroppen fuldstændig eller lange t-shirts! Men nu hvor jeg kun ammer ganske lidt om natten, så kan jeg simpelthen gå i det tøj, jeg rent faktisk har lyst til. Og DET, føles rent faktisk, som et ret stort skridt i retningen af den der frihed.

Jeg har ammet vores datter hele døgnet, når hun havde behov for det helt ind til for en uges tid siden og i dag fylder hun otte måneder. Det er jeg faktisk ret godt tilfreds med.💪🏻

Og lad mig lige slå fast, at jeg ikke dømmer hverken dem, der giver flaske fra start til slut, dem som stopper med at amme tidligere eller fortsætter til ynglet er et år. Go for it. På alle måder ❤ Gør, hvad der føles rigtigt og kan lade sig gøre 🙂 En god mor sidder som sagt og skrevet et utal af gange, sjovt nok ikke i brysterne.

Udover at min garderobe endelig er udvidet betydeligt, så betyder dét, at hun nu primært får flaske, ligeledes, at også andre kan give hende mad. Og det er altså ret så dejligt. Nu er det ikke længere kun mig, som sidder med madpakkerne, nu kan farmand lige så vel affodre ynglet. Og det er de heldigvis ret gode til sammen. Det er en stund, som de begge nyder. ❤

Derudover betyder flaskens indtræden ligeledes, at jeg kan være væk fra hende i længere tid nu, end tidligere, hvilket i den grad giver en stor frihedsfølelse. Misforstå mig ikke, jeg elsker skam at være sammen med hende, men når vi nu har været mere eller mindre konstant sammen i otte måneder, så trænger jeg virkelig til, at komme ud og være helt uden børn. Bare lidt. Bare engang imellem. Have alene- og mig tid!

At kunne spise med begge hænder, uden at skulle have enten barn på skødet eller made hende samtidig. At kunne føre en samtale, uden at skulle blive afbrudt af gråd, at skulle samle legetøj op fra gulvet eller at skulle give mad. At kunne tage ud at handle uden partout at skulle skynde mig hjem, inden hun igen skriger på mad. At kunne tage til frisøren uden frygt for, at barnet vågner. At være sammen med andre voksne, uden at skulle putte, made, lytte og se efter hende. Tage i tøse-spilleklub og rent faktisk være med til at spille.

Ja der er mange ting jeg pludselig kan igen, fordi det ikke længere kun er mig, der har madkasserne. Og det føles fantastisk. Virkelig! Men også en lille bitte smule vemodigt. For det her er sidste gang. Sidste gang, at jeg skal amme og føle den helt enorme og fantastiske samhørighed, jeg føler med sådan et lille menneske, når jeg ammer. Sidste gang, at jeg har det absolutte ansvar for, at mit barn bliver mæt. Nu kan hun rent faktisk godt undvære mig! Skræmmende alligevel!

Men i stedet for at blive helt vemodig, vil jeg fejre, at jeg har fået en del af min frihed tilbage og nyde alt det, som sådan en frihed giver mig. Lidt af gangen, naturligvis.

For der er intet jeg vil bytte i verden, for den tid jeg har med mine børn og med min lille familie. De er trods alt, det aller dyrebareste jeg har.

Mit guld.💛

Vores firkløver.🍀

IMG_20190202_145203

Supermom & Wonder Woman

 

Wonder_Woman_(2017_film)

Vi roser os selv for lidt!

Vi taler, helt generelt, os selv alt for lidt op.

Praler for lidt, om man vil.

Og med os, så mener jeg os kvinder. Mødrene.

Og skulle der være mænd med på linjen her, så hører du, lige i dette øjeblik, desværre ikke lige spot on ind under målgruppen. For jeg synes sgu mænd er ret gode til, at rose sig selv og tale sig selv op. Men du, mand, læs endelig med videre. Hvem ved, måske du også bliver klogere her. 😉

For jeg synes virkelig, at vi fortjener det. Og vi bør helt sikkert blive bedre til det.

Så nu kaster jeg mig simpelthen ud i det. Og oven i købet, i ren offentlighed. Jo jo, Hej Hej Hr. Jante. Skrid lige, gider du!

På det seneste har jeg tænkt meget over begrebet Supermom. Der er så mange definitioner på netop det begreb og hvornår man er en Supermom. Se, det synes jeg jo at kvinder er hver dag. Også når vi “fejler”, lader temperamentet løbe af med os eller giver vores unger pulver bearnaise eller andre færdigretter. Det skal der alt sammen være plads til. Ingen er perfekte, men vi gør alle vores bedste, og det er langt mere end godt nok.

 

Men lad os bare udvide repertoiret til at kalde vi kvinder, mødrene, for Wonder Woman. I ved, hende Supermand i kvindelig udgave.

For jeg synes faktisk, at der er ret så mange sammenlignelignelige ligheder imellem det, som Wonder Woman kan og det som mødre verden over hver dag håndterer. Og ikke mindst det, som Wonder Woman står for.

Wonder Woman har en helt enorm styrke. Hun overvinder alle (pretty much) forhindringer. Hun er gudinde. Hun har et alias. Hun undviger at eskalere konflikter. Og på én og samme tid er hun både skrap og  omsorgsfuld. Hun er en erfaren kvinde udi at varetage trusler. Hun har mange styrker og evner og samtidig er hun en kvinde med en emotionel intelligens.

Jeg synes sgu egentlig, at det er et ret godt billede af mødre, ja og for den sags skyld alle kvinder, generelt.

Men vi mødre, vi indeholder en helt enorm styrke, som vi hver dag er nødt til at finde frem,for at kunne komme igennem ulvetimen og nogle gange bare dagen generelt. Og vi gør det. Netop fordi vi skal! Vi kan holde til at blive “slået omkuld” mange gange dagligt og overvinder alligevel alle forhindringer, for at nå målet. For igen, det er vi nødt til. Og det er lige meget, om det er at få aftensmaden færdig imens mindstebarnet skriger i højstolen ved siden af og det andet barn nægter at give slip på ens ben. Eller om det er at putte to børn, der konstant bliver ved med at vække hinanden. Vi kan ikke give op, for der skal både mad på bordet og ynglet skal jo altså have sin nattesøvn! Der er masser af forhindringer, som konstant kan spænde ben for os. Men vi klarer den.

Og gudinder, det er vi sgu da. Både udenpå og indeni. Og det både med og uden make up, gylp på trøjen, smeltet chokolade i håret, i slatne trusser og en gammel t-shirt, eller når vi er dullet helt op til narrestreger. For det er det vi kan, vi gudinder. Vi er ret gudinde agtige med al den power, vi besidder.

Alle mødre har et alias. Og det er vores navn. Vi hedder rent faktisk andet end mor 😉 Og vi er også andet end mor. Meget mere. Veninde, kæreste, kone, søster, svigerinde, moster, tante, faster, datter. Men mest af alt, er vi bare os. Den vi var, før vi fik børn, mand, villa og vovse. Og herefter, en finpoleret version, som dog aldrig skal lægge en dæmper på den, som vi inderst inde stadig er. ❤

Enhver mor er ret garvet i, at undgå at eskalere konflikter. Vi er øvet i, at vælge vores kampe, således at alting glider bare en anelse lettere. Er det nu også så vigtigt, at ynglet får den bluse på, som egentlig hører til bukserne, hvis vi kan undgå en konflikt? Eller er det så skide vigtigt, om det så blev popcorn i stedet for gulerodsstænger som eftermiddagssnack lige i dag, hvis vi kan undgå en timelang skrigeseance under madlavningen? Mødre er generelt gode til at navigere udenom de ikke så vigtige konflikter og kun tage de aller mest nødvendige. Og det er ret sejt.

Og når så det med at undgå at eskalere de der konflikter er sagt, så er vi også nødt til at være lidt skrappe. For børn er snu. Får de lov en gang, så husker de det. De lagrer det og bruger det imod os, når vi mindst venter det. Men her er vi nødt til at være skrappe og stå fast. Det er ikke de små krapyler,  som sætter dagsordenen, det er nu engang forældrene. Men at være skrap, kan sagtens gøres med kærlighed og på en omsorgfuld måde. Det handler om, at få drejet emnet helt rigtigt, således, at det giver mening for barnet hvorfor, det kun var den ene gang der var popcorn til eftermiddagssnacks eller hvornår det er muligt igen. Det er en hårfin balancegang og det er sindssygt svært at navigere i. Men vi gør det. For vores børns bedste.

Så er der det her med at varetage trusler. Og hold nu op, hvor skal man hele tiden være på forkant for, at det kan lade sig gøre. For der er jo trusler og fælder overalt! For eksempel siger jeg nogle gang til ældste barnet allerede inden vi går ind i supermarkedet, at vi IKKE skal have slik i dag! For så er den trussel ligesom elimineret. Også den, som ligger helt oppe ved kassen! Det gælder hele tiden om at være på forkant, for at undgå konflikter og den trussel en sådan kan være. Der er bare ikke noget mindre fedt, end at handle med en skrigende unge, som skriger fordi den ikke får sin vilje! Så at eliminere trusler er så skide vigtigt, altså!

Og så har vi mødre bare mange styrker og evner. En af dem er multitasking. Det synes jeg er en ret blæret evne! Og en kæmpe styrke. Tænk sig, at mange af os rent faktisk FÅR lavet den der mad, med et skrigende barn i højstolen, det andet barn om benet, Ramasjang på fuld knald inde i fjerneren, en telefon der ringer og tre gryder på komfuret. DET er sgu da imponerende! Endvidere synes jeg, at det er imponerende, at mange kvinder kan holde styr på rigtig mange ting inde i hovedet på én gang! Altså en helt kalender faktisk. At have det der kølige overblik, er så essentielt for, at en travl familie kan hænge sammen. Og det er simpelthen også en kæmpe evne og styrke at besidde.

Og sidst men ikke mindst er der den emotionelle intelligens. At kunne identificere og håndtere både egne og andres følelser er et kæmpe privilegium. Og ikke mindst særdeles vigtigt, for at kunne imødekomme, rumme og magte både egne og sine børns følelser. For børn er bare børn. De kan let lade sig overgive til følelsernes vold og reagerer prompte, på det de oplever. Og det kan være enormt svært at rumme en meget udadreagerende reaktion. Men med vores generelle mere bløde og omsorgsfulde gen, ligger det os heldigvis mere nært at kramme end at skælde ud, når ungerne lader sig styre af følelser. For hold nu op, hvor kan børn nå igennem mange følelser på helt enormt kort tid. Og det rummer og håndterer vi. (Eller, vi forsøger i hvert fald). Fordi vi skal. Og vil. Og når det ikke lykkedes helt som ønsket, er vi enormt gode til at slå os selv i hovedet. Men hey, det er ok. Det kan ikke lykkedes at håndtere barnets følelser optimalt hver gang. Sådan er det, også, at være mor. Men alt bliver godt igen. Heldigvis.

Super Woman er sgu da ret cool, nøjagtig som os mødre. Og det skal vi huske at anerkende og rose, når vi hver dag flyver rundt som Wonder Woman og klarer ærterne. Sammen med vores bedre halvdele naturligvis, hvis sådan en findes.

Og det var det vi kom fra. At huske at rose os selv. At tale os selv op.

Jeg starter.

I dag føler jeg mig som en Supermom og som Wonder Woman, fordi jeg har overkommet at være alene med to syge børn! Den ene ret så syg, pylret (en rigtig omgang mandeinfluenza skal jeg love for) og med en helt fantastisk høj forventning til serviceniveauet herhjemme. Og en lidt mindre syg Nulle, som dog er helt enormt morsyg, men som heldigvis har haft en fest over, at have lidt mere plads på gulvet end hun plejer, til at gå på opdagelse. Men for pokker hvor har jeg løbet stærkt og hvor er jeg træt nu. Men jeg har klaret det! Og jeg føler mig enormt sej. Træt, men sej. Så må vi se, hvordan natten forløber! De har allerede været vågne en del gange siden de blev puttet! Wish me luck!

Så kære kvinde. Mor. Supermom. Wonder Woman.

Tænk hver dag over, hvad der i dag har gjort dig til Wonder Woman. En Supermon. Og ros dig selv for det. For du er helt fantastisk og har gjort dit aller bedste. Ligesom du gør hver dag. Tal dig selv op og mærk hvor fantastisk det føles. Alle fortjener, at gå i seng med et smil på læben og en følelse af sejr. For du, mor, kvinde. DU gør det godt ❤

Og kære mand, tak fordi du læste med helt hertil. Du gør det helt sikkert også godt, men har du husket at rose din kvinde i dag? 😉

Er det lykken at være på barsel?

Klokken er ikke mere end lidt over 10 om formiddagen og jeg har netop indtaget en fuldstændig hvidmalet bolle fyldt med gluten, toppet med tandsmør og drukket en cola. En Coca Cola, MED sukker!

Til gengæld har jeg ikke fået morgenmad, eller jo, jeg nåede da lige at hælde en kop kakao indenbords inden turen gik mod børnehaven, for at aflevere ældstebarnet.

Yngste afkom ligger her på gulvet ved siden af mig, og gnaver lystigt i Sofie Giraf og gulvet er vådt af savl.

I nat har været endnu en nat, hvor klynken, tabte sutter, amning og en alt for frisk pige klokken kvart i kvalme, har præget min nattesøvn, eller manglen på samme. Og sådan er det herhjemme lige for tiden. Og nåh ja, så tror jeg, at vi skal have skiftet til Libero bleer til den store igen, for jeg er efterhånden ved at være træt af, at skulle hive sengetøj af sengen og vaske før jeg har fået øjne. Men sådan er livet også på barsel. Og naturligvis også, når man ikke er på barsel, bevares.

For selvom jeg går hjemme med babyen, er det ikke lutter idyl. Jo jo, det er da skønt at være sammen med hende, se hende vokse, udvikle sig, grine højlydt og være helt tæt på 24/7, og samtidig kunne give storebror korte dage i institutionen og endda helt holde ham hjemme nogle dage, men det er også benhårdt arbejde.

I disse dage sover babyen kun cirka 45 minutter af gangen, hvilket vil sige, at jeg nærmest ikke når at falde i søvn, inden hun vågner igen eller at slappe af bare i fem minutter. For når hun sover, skal jeg for pokker også indhente noget søvn OG nå alle dagens gøremål, som ikke bliver mindre af at gå hjemme og være fire i familien. Eller af, at baby er begyndt at øve sig i at spise selv! Det sviner. MEGET! Men hun skal jo øve sig.

Men jeg værdsætter også den mulighed jeg har, for at være så tæt sammen med hende og hver gang hun smiler sit dejlige smil fra øre til øre eller hviner af fryd, så er det naturligvis det hele værd.

Men om barsel er lykken? Og jeg må kun svare ja eller nej? Så må svaret fra min side blive et, lidt forsigtigt, nej. Det er i hvert fald langt fra lykke og idyl hele tiden. Det er faktisk hårdere end at gå på arbejde! Synes JEG! Når man går på arbejde har man trods alt hænderne fri og skal kun tænke på sig selv. På barsel skal du hele tiden tilsidesætte egne behov og sørge for i en hulens fart, at få dækket babys, så du, hvis du er heldig, kan få en smule ro.

Inden jeg gik på barsel havde jeg også denne gang en masse ambitioner om, at skulle hænge ud med de veninder, som også går hjemme på barsel, få bagt en masse, gået lange ture med klapvognen, lavet en masse lækker mad fra bunden og ellers bare hygge. Men sandheden er, at jeg i de maaaange måneder jeg efterhånde  har gået hjemme, først med en sygemelding på grund af bækkenløsning og siden på barsel, ikke har nået at være sammen med veninderne ret mange gange, (det kan vist tælles på en hånd) eller har fået gået en eneste tur med klapvognen fra matriklen og ud i skoven bare for hyggens og motionens skyld. Dog har jeg trillet med den inde i byen og når vi har været andre steder, men helt ærligt, jeg har ikke orket det! Dog har jeg fået bagt lidt og lavet nogenlunde mad og hygget mig. Men jeg er så træt, at jeg bare har lyst til at sove. Og selvom det helt sikkert ville gavne mig med en god gåtur hver dag, så vinder sengen! For går jeg tur, så falder hun jo i søvn, men det gør jeg jo, forhåbentligt, ikke! Get the point?!

Måske det skal være mit nytårs fortsæt. At få gået flere ture med babyen og få overvundet trætheden. Altså, når jeg har fået sovet lidt mere 🙂

Men jeg vil også sige, at barsel med nummer to er meget anderledes end med det første barn.

I denne barsel, og når man generelt er på barsel med en lillesøster eller bror, så er man på barsel med tiden.

Tiden fylder helt utroligt meget, fordi der i denne barsel er en storebror, som både skal afleveres og hentes fra institution, der skal købes ind (gerne inden han skal hentes), der skal støvsuges imens baby er vågen og inden begge unger går i seng om aftenen, maden skal være klar på bestemte tidspunkter, (og samtidig være sundt og nærende) så storebror ikke bliver for sulten og bliver umulig midt i ulvetimen! Der er et konstant tidspres, som gør anden, (tredje, fjerde, femte) barsel lidt mere stram, stressende og presset, netop fordi, man hele tiden skal have øje på uret, så tiden ikke stikker af. Der er langt fra den samme ro, som i første barsel, hvor man havde al tid i verden, til at nå det hele. Der var ikke nogen, som skulle bringes, hentes og spise på bestemt tidspunkter. Eller for den sags skyld, som stillede krav. Altså udover babyen. Med to (eller flere) børn er man konstant på, på den ene eller anden måde. Der er hele tiden en, som er træt, sulten, vil lege eller på anden vis underholdes. Og samtidig skal man nå alt det praktiske.

Heldigvis har vi en meget dygtig, tålmodighed og hjælpsom storebror, som er en stor hjælp i hverdagen. Når han gider, selvfølgelig.

Så selvom vi i Danmark er velsignet med en fantastisk barselsordning, så er det ikke bare lutter lagkage, at gå hjemme med baby. Men i sidste ende, naturligvis, det hele værd ❤

Inden længe slutter min barsel og så tager farmand over. Så skal jeg ud i den virkelige verden igen og se, om jeg kan finde noget spændende at lave.

Det bliver godt at komme ud uden baby igen, men samtidig vemodigt. Dette er den sidste baby, den sidste barsel, den sidste gang jeg skal gå hjemme. Så selvom søvnen råber rigtig højt, huset sejler og vaskemaskinen er færdig, så vil jeg ligge computeren fra mig og nyde min lille spirrevip.

Hun er heller ikke helt tilfreds med at ligge der på gulvet mere. Nu må vi hellere få leget 🙂

Hav en dejlig dag, ikk’ 😉

 

Godt nyt år

Ja, godt nytår folkens.

Her 13 dage inde i det nye år, må det vist være på tide med et indlæg! Overskuddet har bare ikke været til det, før nu.

Den sidste rest julepynt hænger stadig på trappegelænderet, et par julekugler er blevet overset og nisserne på terrassedørens rude vidner ligeledes om, at vi har haft en hård december måned, hvor der ikke har været ret meget overskud.

Og jeg er ellers en julepige med stort J. Jeg ELSKER julen, men denne december måned, var desværre en hård omgang for os. I tre uger lå vi på skift med sygdom, hårdest ramt var dog ungerne og Anders. Jeg slap forholdsvist let om det, men for pokker, hvor har vi været ramt i vores lille hjem. Og det både i mange dage før jul, i samtlige juledage og henover nytåret. Først for en uges tid siden, blev sidste mand helt rask. Så vi nåede absolut intet, af al det julehygge, vi havde håbet på at kunne give ungerne, op til jul.

Så jeg tænker, at julemåneden i år kun kan blive bedre, end sidste år. Jeg glæder mig allerede 🙂

Jeg håber, at i alle havde en skøn jul og kom godt ind i det nye år.

Vi hat taget hul på det nye år med fuld fart og en masse oplevelser på forskellige plan, for alle mand herhjemme.

Farmand har desværre ikke haft mulighed for at deltage i den første oplevelsestur, som ungerne og jeg har været på, da han er ude at opleve på egen hånd. Men snart er vi samlet alle mand igen ❤

Denne weekend bød på en tur til Lalandia, så der var lagt i kakkelovnen til at give ungerne en ordentlig en på opleveren og en miniferie helt i deres tegn. Særligt Willum, har haft en fantastisk weekend, hvor der både er blevet svømmet, leget, vundet nogle sejre og ellers bare hygget, til den helt store guldmedalje.

Ungerne og jeg tog derned torsdag eftermiddag og da der var pakket ud, skulle vi selvfølgelig op og besigtige herlighederne. De fleste af dem i hvert fald. Og Willum var ikke til at skyde igennem af bar begejstring. Der er så meget at kigge på og opleve og vi fik lagt en plan for, hvad der skulle ske den første aften og hvad han kunne glæde sig til, når mormor og bedstefar kom dagen efter.

Vi fik leget lidt i Monky Tonky Land, vi kiggede på fisk, kiggede på spillemaskiner og dannede os ellers et overblik over stedet.

 

Det var to trætte unger, der blev puttet den aften. Dog med en glæde og iver over, hvad der skulle ske de næste par dage.

Fredag stod igen på en tur i legelandet og ellers leg nede i sommerhuset, hvor vi med længsel ventede på, at mormor og bedstefar skulle tage del i løjerne. Og glæden var stor, da de langt om længe ankom. ( der er virkelig lang tid til kl. 15, når man står op kl. 6) Willum kunne næsten ikke være i sig selv af bare lykke. Og med visheden om, at NU kunne vi endelig komme ud at bade, kunne vi ikke komme hurtigt nok op i Lalandia igen. Og sikke en fest…… Han ville kun være i de varme bassiner! Vandet i de andre bassiner var jo koldt! Bevares! Heldigvis havde lillesøster en kæmpe fest i det varme vand. 🙂 Og så fik han hilst på selveste Monky Tonky!

monky tonky

Lørdag sluttede min bror og svigerinde sig til os og med sig havde de en skøn legekammerat til Willum. Da de havde set hinanden lidt an, blev der ellers leget både i Legelandet og i Aquadome. Den ældre drengs tilstedeværelse og tilgang til de andre bassiner end de, varme smittede heldigvis af på Willum, og gjorde ham noget modigere. Og sikke en stolt dreng bedstefar havde med ud fra omklædningen bagefter. Der var blevet overvundet nogle store sejre. ❤

Lalandia er et skønt sted for både børn og barnlige sjæle og et fuldstændig udmattende sted for forældre, bedsteforældre og alle andre “ledsagere” 😉 Men jeg kan varmt anbefale en tur dertil. Der er masser at give sig til og vi nåede slet ikke det hele.

w klatrer

Her søndag aften, vel hjemme igen, sidder jeg tilbage med et kæmpe smil på læben over en vellykket og helt fantastisk weekend og samtidig øjenlåg så tunge som bly. Jeg håber virkelig, at vi alle sover fuldstændig fantastisk i vores egen seng i nat. For det trænger vi vist alle til.

Så herhjemme har vi altså skudt året godt i gang, og håber på endnu et godt nyt år. Meget gerne uden omgangs syge inden for nærmeste fremtid. Jeg synes, at vi har taget vores tørn nærmest for hele det indeværende år!

Dette år har mange spændende nye milepæle i vente og endnu flere eventyr i kalenderen. Det næste børnevenlige eventyr er lige om hjørnet og vi glæder os 🙂

Hav en rigtig god aften 🙂

w og mor

En baby manual og mor-mafiaen

Det der med at blive mor, ja og far ikke mindst, det er ikke bare lige noget man lige bliver. Eller, jo, det er det jo, for når baby er mixet sammen, så ankommer den omkring ni måneder senere og så er der ligesom no way back! Bum, så er man forældre!

Det jeg mener er, at det faktisk er ret svært! De dersens små lyserøde, fedtindsmurte babyer kommer nemlig ikke med en manual! Hvilket de faktisk burde. For der er SÅ mange faldgruber, at dratte i!

Så for at hjælpe både nybagte-, vordende- og småbørns-mødre har jeg udformet en slags mini baby manual. Det er nemlig en hårfin balancegang, at opfostre de små pus.

  • Eksempelvis må du ikke ligge babyen fra dig for tidligt hvis den er faldet i søvn i dine arme. Den er nødt til at sove tungt, før du bare tænker på at bevæge dig. Ellers vågner den, og så kan du starte forfra. Men du må heller ikke sidde for længe med babyen, så er dens lur slut, før du får set dig om!
  •  Du må ikke fodre din baby for meget, for så vågner den, når den gylper i søvne. Ej heller må du fodre din baby for lidt, for så vågner den af sult!
  • Du må ikke vugge babyen i armene eller køre den for meget i barnevognen, så lærer den jo ikke at falde i søvn selv. Men den må heller ikke skrige sig selv i søvn!
  •  Du må ikke bære babyen for meget på armen, så lærer den ikke at ligge selv. Men den må heller ikke ligge for meget selv, så er det nærmest omsorgssvigt!
  • Babyen må ikke gå før den kan kravle, så mangler den noget grundmotorisk, men den skal også gå nærmest på sin et års fødselsdag, for ikke at være for langt bagud!
  • Babyen skal helst fuldammes til den er seks måneder, men den har samtidig også godt af at smage alt muligt forskelligt, nærmest så hurtigt som muligt, så den ikke bliver kræsen!
  • Babyen må ikke ligge for meget på maven, men samtidig skal den også vænnes til det, for at styrke nakkemusklerne.
  • Babyen må ikke blive pakket for meget ind, for så kan den dø af væskemangel når den sveder. Men en baby kan ikke svede. Babyen må derimod heller ikke pakkes for lidt ind, for så kan den fryse ihjel!
  • Babyen må ikke lære at sove når der er helt ro, men den skal også have lov til, at kunne finde ro uden for meget larm!

Så, du kan nok se, at det er lige til højrebenet, hvis bare du følger manualen her 😉 Ovenstående er et udpluk af de “fantastiske” råd jeg har fået gennem årene, samt egne erfaringer, sat lidt på spidsen naturligvis. Så jeg må have to perfekte børn nu…. 😂🙈🙊

Så blev du så meget klogere, ikk? 😉

Selv tak.

Og så er der også alle de der, sikkert velmenende, kommentarer og råd! Dog har jeg erfaret, at ikke alle råd er velmenende, men mere generelt vejledende til hvordan du SKAL tage dig af din baby!

De råd og guidelines kommer fra mor-mafiaen, også kaldet mor-politiet! Og tag dig i agt, for de kommer i alle afskygninger! Mødrene i den der mafia, that is! Det er ikke kun den genration af kvinder, der har små børn eller babyer, når rådet bliver givet, som ytrer sig. Næh nej, de såkaldte råd kan lige så vel komme fra generationer, som principielt må have glemt, hvordan det er at have små børn. Og jeg må sande, at denne generation simpelthen levede i en helt anden tid, end vi gør i dag. Dengang gjaldt helt andre normer, regler og levevilkår, end i dag. Alligevel er de ikke blege for, at kloge sig på, hvordan jeg, både generelt og bedst, tager mig af mit barn eller at komme med “gode” råd!

Eksempelvis er jeg blevet mødt af:

“Du forkæler hende!” Altså, når jeg går med mit grædende barn i armene og ikke ligger det fra mig, førend det er trygt og veltilpas! Altså, NEJ! Bare nej! Det kan godt være, at den ældre generation af mor-mafiaen levede i en tid, hvor børn oftest fik lov til at græde til de ikke kunne mere og græd sig selv i søvn. Men der sætter jeg simpelthen foden ned. Det har jeg simpelthen hverken lyst, eller hjerte til! Det kommer aldrig til at ske! Og så kan du i øvrigt slet ikke forkæle et spædbarn! Det græder jo kun, når dets helt basale behov ikke er dækket eller har ondt!

“Det er godt nok flot, at du stadig kan amme og har mælk nok.” Er det flot. Nej, det er dejligt. Det er ikke flot. Kunst er flot. Jeg er bare heldig! Og havde jeg ikke nok mælk, så findes der heldigvis andre muligheder. Jeg ved godt, at jeg skal se det som en ros, men jeg bliver faktisk mere provokeret af det. For hvad så, hvis jeg ikke havde mælk nok! Var jeg så en dårlig mor, i deres øjne?

“Lad ham nu bare falde ned af den trappe, han skal jo lære det. Han tager ikke skade af at slå sig!” Øh, HVAD! Er du HELT seriøst nu? Mine børn skal ikke lære at noget kan gøre ondt eller er farligt, ved at falde ned af en trappe og lande på et betongulv! 😲 De lærer tids nok, at livet giver knubs, både små og store. Og selvfølgelig skal de hverken pakkes ind i vat eller bobleplast, (jo lidt, bare engang imellem 😉) men de behøver ikke lære, at noget er farligt ved at få hjernerystelse, brække et ben eller flække et øjenbryn, hvis jeg kan nå at stoppe det! Det bliver et nej tak herfra!

“Lad ham da bare smage, det er jo bare ren fløde.” Ja, vanilleis er fløde, men mit otte måneder gamle barn har hverken behov eller godt af fløde eller andre former for mælkeprodukter, som ikke er fra eget mejeri eller modermælks erstatning! Lad nu for pokker bare være med at blande dig i, hvad jeg giver mit barn hvornår. Jeg har faktisk helt styr på, hvad det må,- og ikke må få. Der er en grund til, at Sundhedsstyrelsen sætter guidelines op for, hvad der er godt for børn i forskellige aldersgrupper og min baby skal IKKE have noget, som maven ikke tåler. Bum!

Dette er bare nogle af de, efter min mening, fuldstændig vanvittige og særdeles upassende kommentarer, råd, guidelines, ja kald dem hvad du vil, som jeg har fået igennem årene som mor. Og jeg tænker, at dem som kommer med disse bemærkninger, bør tænke sig om en ekstra gang, inden de, ufiltreret sender deres budskab imod en forsvarsløs mor, som rent faktisk gør sit aller bedste, sikkert stadig prøver sig frem og nogle gange tvivler på sig selv. Så hjælper det i hvert fald slet ikke, at andre kommer med deres bedrevidenhed og sender sådan en sylespids omgang mundlort direkte ind i et, i forvejen blødt moderhjerte.

Og enhver so kender nu engang sine grise bedst! Så tag de ord, råd og vejledninger, som du mener at kunne bruge til noget og lad alt det andet crap passere lige durk ind ad det ene øre og hele vejen ud af det andet. Mærk efter hvad der er rigtig for dig og dit barn. Følg din mavefornemmelse og intuition, så skal det helt sikkert nok gå. ❤️

Og i forhold til at lytte til sin egen intuition og mavefornemmelse, så har jeg eksempelvis opdaget, at jeg er langt mere ifavnsk i min tilgang til det at have børn, at være mor og i min opdragelse, end jeg regnede med! Der kan man bare se. Vi lærer, heldigvis, hele livet. 🙂

Så kære med-mødre: husk at tænk før du taler. For sårer det du vil sige mere end det gavner, så hold munden lukket og sænk fingrene fra tastaturet. Og husk, at tale pænt og at holde en god tone. Så skaber vi så meget bedre karma i denne ellers ret så kyniske verden 😉 ❤

Til mor-mafiaen: ironi KAN forekomme 😉

Og hav så lige en super dejlig weekend ikk. 🙂

Peace out✌🏻

Hverdagslykke

Før jeg fik børn, synes jeg, at tiden fløj afsted. Den ene dag tog, sjovt nok, den anden, og før jeg fik set mig om, var der gået endnu en uge, endnu en måned, endnu et år.

Oftere og oftere blev jeg mødt af sætningen:” Bare vent til du får børn, så flyver tiden endnu hurtigere!” Jeg tænkte, at det kunne den vel ikke. Tiden går jo ikke hurtigere, bare fordi man sætter børn i verden. Men det gør den! Ikke i bogstavligste forstand, men alligevel er dagen omme, før man aner det og endnu et år er pludselig gået.

På denne tid af året, vender jeg ofte blikket lidt indad, tænker lidt mere over livet og det år, som netop er gået. Og hvilket år.

Det største, der er sket i år er naturligvis fødslen af vores skønne lille Nynne. Og det bedste er, at vi har givet vores søn en søskende. De to knuselsker hinanden og mit hjerte er ved at briste af kærlighed, lykke og stolthed, når jeg ser, hvordan de to banditter kigger på hinanden og når jeg ser den gensidige og ubetingede kærlighed, som lyser ud af dem begge.

n-og-w.jpg
De hygger sig altid sammen ❤

Jeg anede ikke, at søskendekærlighed kan opstå så tidligt, men allerede fra dag et, var Willum på ingen måde i tvivl om, at han elsker sin søster. Da han trådte ind af døren på hospitalet, stilede han direkte hen til hende, kyssede hende på hovedet, aede hende og sagde:” Hej Nynne.” Det var kærlighed ved første blik. Ingen tvivl om det og mor her tudede af bare lykke. Det er det aller største øjeblik i år, den dag da de to mødte hinanden, for første gang. ❤

w møder n
Det mest magiske møde ❤

Jeg kan stadig blive ramt af en følelse af uvirkelighed. At vi rent faktisk er en familie på fire nu, er for mig en perfekt og fuldendt familie. Det føles både uvirkeligt, fordi det altid er det jeg har drømt om, at blive en familie, og samtidig så fantastisk, at jeg nogle gange får tårer i øjnene. Af ren og skær lykke.

Og i dag fylder vores glade, milde og helt fantastiske lillesøster et halvt år! SEKS MÅNEDER! Det er helt vildt, og tiden ér virkelig fløjet afsted. I går var ungerne og jeg hos mine forældre for at hygge trods sygdom hos ældstebarnet. Og i går var det dermed også et halvt år siden, at jeg lå der midt på deres badeværelsesgulv badet i fostervand og ventede på ambulancen. Det føles som længe siden, og alligevel nærmest som i går. Jeg synes, at det er så vildt, at tid kan føles både som længe siden og tæt på. Det er en underlig og udefinerbar størrelse og det gælder om at nyde hvert øjeblik, med dem vi holder af. Jeg glemmer det naturligvis selv midt i travlheden af bleskift, madlavning, tøjvask, oprydning, aflevering og afhentning, ja i den almene hverdag. Men jeg forsøger at blive bedre til, at nyde de små øjeblikke og stunder, som, i et større perspektiv, får hverdagen til at skinne af bare en lille smule lykke hver eneste dag.

Nynne seks måneder
Vores glade og milde Nynne ❤

Om det er at få lov til at sidde helt tæt med ældstebarnet, at høre farmand og ungerne grine i leg imens jeg laver mad, at få et skønt smil fra lillesøster, som minder mig om, hvor ubetinget deres kærlighed er eller at få et dejligt kys af min kæreste midt i oprydningen, så er det lige præcis dér, den lille lykkefølelse sniger sig ind på mig. Og jeg elsker at mærke glæden helt ned i maven og sommerfuglene baske rundt igen. Det er dét, livet handler om. De små stunder og øjeblikke, små glimt af lykke. Jeg kalder det hverdagslykke. Og den er så let at glemme.

Omend hvor kliché agtigt det kan lyde, så er jeg lige præcis der, hvor jeg ønsker at være.

Jeg har en skøn kæreste, to fantastiske børn, vi bor i vores drømmehus, som vi er ved at kunne nyde fuldt ud, uden flere store ombygninger foreløbigt, vores børn trives, vi har de dejligste venner og veninder, en god familie og er alle sunde og raske. Jeg er taknemmelig.🙏🏻

Det eneste jeg ønsker mig for året 2019 er, at livet fortsætter som det er lige nu. Og nå ja, et arbejde ville være skønt 🙂 Fingers crossed.🤞🏻

Så, nyd hinanden, livet og husk hverdagslykken ❤

Julegaveideen til hele familien

Så skal jeg lige love for, at julen er skudt i gang!

Herhjemme er nissen Julius flyttet ind og eftersom jeg kom til at sige, at nissen ikke flyttede ind, før der var pyntet til jul, måtte jeg allerede i gang med pynten for en uges tid siden. Knægten har nemlig ikke talt om andet end nisser, Julemanden og kalendergaver meget meget længe. Så allerede tirsdag i sidste uge, var der pyntet op! Og så flyttede nissen så sandelig også ind. Hvor pudsigt 😉

Nissedør

Jeg ELSKER julen og ikke mindst hvad den gør ved vores søn. Det er, uden tvivl, den årstid, han glæder sig allermest til. Han taler om det hele året og sidste år måtte vi i gang med at ringe til Julemanden allerede i September! Det slap vi heldigvis for i år. For nok er julen en skøn tid, især med børn, men den kan altså også starte for tidligt. Jeg synes det er længe fint, at butikkerne starter med at pynte op lige efter efterårsferien. Dog er det en tand for tidligt for min smag, for jeg når næsten altid at komme i julestemning før vi når december og så er den altid dampet af, når vi endelig rammer julemåneden. Men i år har julestemningen heldigvis først for alvor indfundet sig i slutningen af November. Det er alligevel lidt mere passende.

I år skød vi julen i gang på en lidt anderledes måde, end vi før har gjort det. Vi tog på juletur. Ikke til et sted, man ellers normalt sådan umiddelbart forbinder med jul, men til et sted, som gav den hele armen og hvor vi fik en anderledes en, på opleveren.

24 november drog vi nemlig, ungerne og jeg, på juletur til Givskud Zoo, sammen med nogle venner. Vi skulle bag kulisserne! Det var noget både store og små havde set rigtig meget frem til.

Vi skulle både hilse på løverne, fodre næsehornene, ønske gorillaerne god jul og se Julemandens Rensdyr. Og det var noget, som en på tre dagligt spurgte til, hvor mange gange han nu skulle sove, før han skulle ned til næsehornene.

Vi startede ud med at blive læsset på en zebrabus. Forventningens glæde var til at tage at føle på. Og så kørte vi ellers ind i en helt vinterlukket park, som kun åbnede portene, for vores skyld. Ret sejt.

Første stop på turen var hos Løverne. Vi blev mødt af den grummeste stank af kattep.., en smal gang og bure på begge sider. Det gjaldt derfor om ikke at overtræde den brede gule streg på gulvet. For selvom burene var forsvarligt lukkede og hegnet tæt, så kan sådan en løve godt komme ret tæt på og virke temmelig skræmmende. Især når man er tre år. Men de smukke dyr forholdt sig roligt og vi kunne i ro og mag, dog med vagtsomme øjne, nyde de helt fantastiske dyr.

Næste stop på turen var ved næsehornene og her kom vi helt tæt på. I staldene er stolperne i burene her så langt fra hinanden, at næsehornene kan stikke hovedet ud imellem. Dermed kan der også sagtens løbe et barn den anden vej. Så det var med at holde et øje på alle ungerne! Ligeledes var der også her markeret med gult, hvor man måtte gå til, for får hornene først fat i noget tøj, så kan et menneske sagtens få sig en flyvetur. Og det var ikke lige drømmescenariet! Til trods for, at sådan et næsehorn er et kæmpe dyr, satte Willum sig på hug med et æble i hånden (sammen med dyrepasseren, naturligvis) og lod et af næsehornene suge æblet til sig. Han er sej min lille gut. Og hold da op, hvor kan sådan et stort dyr smaske og gumle højt. Endvidere var det tilladt, at ae næsehornene og sørme om ikke også han turde det. Det var en kæmpe oplevelse, at komme så tæt på så tungt et dyr og mærke dens bløde hud og se ind i dens rolige og milde øjne.

Det tredje stop var hos gorillaerne, som var lidt stille i det. Vi fik at vide, at der på turen før os, havde været furore i hele buret, da en af de store unger, havde tyv stjålet en lille unge, fra sin mor og havde gemt den! Den frække store unge, havde sat sig med ryggen til resten af flokken, så moderen ikke kunne finde sin unge. Den store han gorilla skulle dog lige helt hen til ruden for at se hvad vi nu var for nogle aber og kiggede nysgerrigt på os. Og den lille abeunge kom også på benene og gav os lov til, at se den i fuld vigør. De er sjove sådan nogle gorillaer og vi kunne have iagttaget længe.

Rensdyrene var det sidste stop på turen. De blev fodret og vi fik sagt god jul til dem. Desværre kunne vi ikke hilse på Rudolf, for han var stadig oppe hos Julemanden. Imens rensdyrene blev fodret, fik vi en god fortælling om, hvorfor deres hove klikker, når de går. Men den historie, kan du selv få lov til at høre, hvis du kommer på juletur næste år 😉

Det var en kæmpe oplevelse at se dyrene så tæt på og komme om bagved. Og så var vi også så heldige at have en rigtig god fortæller med, som leverede både sjove og informative fortællinger. Tak til Kathrine, for de mange gode historier.

Turen blev afsluttet med saftevand, æbleskiver og en tur rundt om juletræet. Og sørme, om ikke også Julemanden havde fundet vej til Givskud og lagt gaver under træet.

Og hvad er det så, jeg vil fortælle med denne oplevelse, udover, at vi havde en fantastisk dag? Jo ser du, denne oplevelse, samt mange andre, kan også blive din, hvis du er årskortholder i Givskud Zoo. Og det er her, julegaven til hele familien kommer ind i billedet.

Er du årskortholder i Givskud, kan du blandt andet komme med på juletur og andre arrangementer kun forbeholdt årskortholdere. Derudover opnår du forskellige rabatter inde i parken, men så sandelig også udenfor. Med et årskort er der, udover fri adgang til Givskud et helt år, ligeledes én gratis indgang til både Ree Park, Aalborg Zoo, Odense Zoo og Jesperhus Blomsterpark inkluderet i prisen for et årskort. Endvidere får du diverse rabatter på billetkøb til både Djurs Sommerland, Legoland, Randers Regnskov og andre zoos og akvarier og fri adgang i Aquadome i Lalandia for et barn ifølge med en betalende voksen.

Det kan dermed sagtens betale sig, at købe et årskort, hvis man ligesom os, er vilde med dyr, gode legepladser og fede oplevelser.

Du kan følge linket her og købe et gavekort til årskort eller simpelthen bestille jeres egne årskort. Det er super nemt og rigtig godt givet ud. Og så er prisen i særdeleshed også fornuftig. 🙂

Bare lige et lille julegavetip herfra.

Vi skal i hvert fald forny vores kort igen🙂

Hav nu en rigtig dejlig december og pas godt på hinanden.

Glædelig syvende december herfra 🙂

Mine julenisser
Mine to meget seriøs julenisser ❤ (Det er seriøst svært, at fange et billede hvo begge børn smiler og sidder stille!)

En stor sejr

Jeg sidder lige nu, med en helt fantastisk følelse i kroppen, efter en hård dag og føler mig noget så taknemmelig.

En hård dag for moderen, fordi yngste barnet har nappet fem små korte lure i stedet for to lange og ikke har efterladt ret meget afslapning til sin mor. Det der søvn fylder altså bare så koloenormt meget,når man i den grad mangler den, ret så meget!

Men i dag har også været en stor dag for min lille store dreng. Han har nemlig opnået en stor sejer.

Dagen i dag startede ellers ret så tidligt, da lillepigen allerede klokken 5 synes, at nu var det morgen og tid til fest. Det synes moren nu ikke, eftersom jeg i går aftes ikke kunne finde ud af at gå i seng! Og til trods for flere forsøg på, at lulle Nynne i søvn igen, lykkedes missionen ikke og så vågnede storebror. Så op måtte vi. Lidt for tidligt efter min smag. Men er livet ikke bare sådan med børn 😉

Nå, men de sidste par dage, har vi talt meget om, at Willum snart skulle hjem og lege med en ny kammerat, fra sin nye børnehave. Det har han aldrig prøvet før. Og slet ikke uden mor eller far på sidelinjen. Det er gået lidt op og ned med, hvad han egentlig synes om den idé og han var ikke helt sikker på, om han havde lyst til det, uden mig. Det hele er nemlig stadig meget nyt.

For ikke engang en måned siden, skiftede Willum børnehave og han er simpelthen faldet rigtig godt til og er ligeledes vokset helt vildt. Ikke i længden, men personligt. Han trives og udvikler sig i en fantastisk og særdeles positiv retning, som glæder vores forældrehjerter helt enormt. Han har tidligere haft det svært, men det føles som om, at vi nu er på helt rette vej. Og dette skyldes alene de kamp dygtige pædagoger, de nye imødekommende og ekstremt søde venner og forældre, de fantastiske omgivelser og det gode samarbejde vi har med pædagogerne.

Der er ingen tvivl om, at vi tog den helt rigtige beslutning for vores søn, da vi besluttede, at han skulle skifte institution. I den nye børnehave er han som en fisk i vandet og får brugt al den energi, sådan et lille menneske nu engang kan indeholde.

Det er uden tvivl, det bedste valg, vi har taget for vores søn.

Og i dag blev der vundet en stor sejr.

I dag var nemlig dagen, hvor han skulle med en ny kammerat hjem og lege efter børnehave. Og ham gjorde det. UDEN mor eller far. Helt på egen hånd! De har haft en fest og de skønne forældre, har gjort hans første solo playdate til en fantastisk oplevelse. Så fantastisk, at han allerede er klar på en ny legeaftale.

Moderen til kammeraten var så enormt sød hele tiden at holde mig underrettet og sendte mig ligeledes både billeder og video og det gjorde mig så glad, tryg og varm helt ind i hjertekuglen at se, hvordan de to banditter bare hyggede sig og rigtig blev forkælet.

Og så er jeg helt enormt stolt. Stolt over, at mit lille menneske bare vader ind i folk med træsko på, taler øren af og tager sådan en oplevelse i stiv arm, selvom han ellers så sent som i går aftes var lige ved at græde over, hvis nu jeg ikke kom med hjem til kammeraten imens han var der. Han har nemlig aldrig syntes, at det er fedt at skulle være uden os. Lige bortset fra i vante omgivelser, såsom i børnehaven.

Aftalen var derfor også, at ville han ikke med sin nye kammerat og hans mor hjem, så ville jeg hente ham og køre med ham derhjem. Men selvfølgelig ville han det. For han er super sej. Og meget træt efter sådan en begivenhedsrig dag.

Begge børn sover nu, så jeg vil kaste mig i sofaen og nyde roen og glæde mig,- og være taknemmelig over, at min lille store dreng har fået en ny og rigtig god ven med søde forældre, der har haft lyst til, at give min søn så god og tryg en oplevelse og ikke mindst en stor sejr. ❤

Selv de små skridt tæller.

Willum og Ronald McDonald
Min lille store dreng ❤

Lille frøken modsat

Gravid med Nynne
Gravid i uge 33

Det sidste skud på stammen herhjemme er en lillesøster, der i hvert fald ikke bare lige adlyder. Hun er allerede helt sin egen og har været det lige siden hun lå i maven! En lille bestemt frøken, kan man vist roligt sige. 🙂

Denne anden graviditet var lidt anderledes end min første.

Jeg blev allerede meget tidligt ramt af en altoverskyggende kvalme, som resulterede i, at jeg af flere omgange var sengeliggende. Og sammen med en endnu værre omgang bækkenløsning end under første graviditet, måtte jeg se mig slået hjem. Bækkenløsningen gjorde, at jeg desværre måtte sygemeldes allerede fire måneder inde i graviditeten. Hatten af for jer, der tager alle ni måneder med kvalme og bækkenløsning i så svær grad, at i er beordret sengeliggende det meste af jeres graviditet.

Plukkeveerne slap jeg heldigvis stort set for denne gang, men kvalmen og bækkenløsningen klarede tilsammen fint arbejdet for, at give min krop kamp til stregen!

Som andengangsgravid følte jeg, at jeg kendte min gravide krop og dens signaler ret godt og jeg lyttede derfor langt mere til den, end første gang. Jeg holdte de pauser, – og tog mig tid til de hvil, som en familie på tre nu tillader. Og det var rigtig godt givet ud, for min krop havde brug for al den søvn jeg kunne indhente, når storebror var i institution. For både på grund af bækkenet og en uendelig tissetrang, fik jeg ikke meget søvn. Og da slet ikke sammenhængende søvn. Det var i den grad en by i Rusland!

Og i takt med at lillepigen voksede støt, kunne jeg godt mærke, at det ikke var hendes lille numse, som lå oppe under mine ribben. Det var hendes hoved. Ligeledes var det dermed også hendes ben og fødder der brugte min blære som boksebold og udgjorde den udvidede tissetrang langt tidligere, end under første graviditet.

Jordemoderen fulgte mig tæt og vurderede hver gang, at hun endnu ikke havde vendt sig.

Da vi nåede ind i uge 38 og endnu et jordemoder besøg, blev vi sendt til scanning for at klarlægge, om hun virkelig lå, som vi forventede. Og ganske rigtigt, den lille dame sad med hovedet oppe under mine ribben.

Vi blev derfor tilbudt et vendingsforsøg dagen efter scanningen, hvilket vi takkede ja tak til. Jeg håbede stadig, at jeg kunne få lov til at føde på naturlig vis, hvis hun blev vendt, men begyndte langsomt at overveje kejsersnit. En sædefødsel var lidt skræmmende og meget ukendt for mig.

Et vendings forsøg er ikke en specielt rar oplevelse. I hvert fald ikke for mig.

Under et vendingsforsøg er det ikke blide bevægelser der skal til. Der bliver taget fat og inden forsøget, får man som gravid også noget afslappende, som skal sørge for, at kroppen og ikke mindst livmoderen slapper af, så det gør det lettere, at få vendt barnet.

Lægen gjorde sit aller bedste, for at vrikke hendes lille mås op af mit bækken og få hende til at vende sig og et par gange gled hun såmænd også med noget af vejen. Men hun lod sig ikke så let overtale og faldt tilbage i den sædvanlige sædestilling hver gang.

Til sidst opgave lægen forsøget, men tilbød os endnu et forsøg et par dage efter. Og til trods for, at vendingsforsøg både kan sætte fødslen i gang og på ingen måde er behageligt, så håbede jeg inderligt, at det kunne lade sig gøre, at få hende vendt. Så vi takkede ja, til at komme tilbage to dage senere.

Den efterfølgende dag havde jeg en del plukkeveer og min krop var træt.

Men på foranledning af min jordemoder gjorde jeg også hvad jeg selv kunne, for at få hende til at vende sig. Jeg afprøvede lidt rebozo, dog uden held. Så min lid lå hos den næste læge, der skulle have forsøget med at vende den lille dame.

Vores overvejelser omkring den forestående fødsel og om det skulle være kejsersnit eller en sædefødsel var mange. For hverken kejsersnit eller en sædefødsel er ufarligt.

Alle jordemødre rådede mig til at føde naturligt og gennemgå en sædefødsel, eftersom min første fødsel, forløb rigtig godt og uden komplikationer. Jeg er åbenbart god til at føde! (Bare ikke at være gravid!)

Det farlige ved en sædefødsel er, at navlesnoren i det sidste stykke af fødslen, kan blive klemt mellem babys hoved og moderens bækken, hvorfor baby kan komme til at mangle ilt. Og selvom jeg troede på mine egne evner under sådan en fødsel, så føltes et kejsersnit for os begge, som det mest trygge og sikre valg. Dette til trods for de komplikationer, som ligeledes kan forekomme under et kejsersnit.

Men eftersom en sædefødsel lige så vel kan ende i et akut kejsersnit, følte vi os rolige i vores valg omkring et forestående kejsersnit, hvis lillepigen ikke var til at vende.

Andet vendingsforsøg endte helt som det første. Denne gang havde hun dog boret numsen så langt ned i mit bækken, at lægen hurtigt måtte kaste håndklædet i ringen og skåne baby og mor for yderligere strabadser. Beslutningen var taget. Jeg skulle have kejsersnit. Datoen blev sat, og jeg husker, at jeg fældede en tåre. Både fordi drømmen om endnu en naturlig fødsel brast men også fordi, at det pludselig kom tæt på og vi nu vidste, hvornår vi ville få lov til at møde hende og fejre fødselsdag.

Troede vi!

Andet vendingsforsøg blev foretaget torsdag d. 7 juni og lillesøster skulle have fødselsdag onsdag d. 20 juni.

Skulle min fødsel alligevel selv gå i gang ved, at min vand gik, skulle jeg ligge mig ned og ringe til fødegangen med det samme, så de kunne sende en ambulance. For når baby sidder op, så har man som fødende tyngdekraften imod sig og det er vigtigt, at man kan nå ind på hospitalet, grundet den mere komplicerede fødsel ved en sædefødsel.

Jeg gik efterfølgende og frygtede, at mit vand skulle gå midt i grøntafdelingen nede i Føtex! For det ville da se helt fjollet ud, at jeg lå det blandt porrer og gulerødder og flød!

Ligeledes gjorde jeg mig mange tanker omkring, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis jeg var alene hjemme med Willum og vandet gik midt om natten. Hvordan skulle Ambulanceredderne komme ind? Hvad nu hvis jeg var gået på toilet (sandsynligheden var der jo, med alle de gange Nynne sørgede for, at jeg skulle tisse) og jeg så havde glemt min telefon ovenpå. Jeg måtte jo ikke gå nogen steder, hvis mit vand gik. Og hvem skulle kunne nå at komme og passe Willum, som lå der og sov, hvis denne fødsel gik lige så hurtig, som den første? Og hvordan skulle jeg håndtere det, hvis han vågnede?

Alle disse bekymringer blev helt unødvendige.

Lørdagen efter andet vendingsforsøg d. 9 juni var Willum og jeg på weekend hos mine forældre. Anders var i Aalborg både lørdag og søndag og til trods for, at der var lige under tre uger til termin og nu lige knap to uger til det planlagte kejsersnit, var jeg alligevel utryg ved, at være alene. HVIS NU, der skulle ske noget. For selvfølgelig gjorde der ikke det. Hun skulle jo have fødselsdag som planlagt. D. 20 juni.

Aftenen forinden var Anders og jeg forbi fødegangen med ret kraftige og hyppige plukkeveer. Vi fik lov at være der et par timer, for at se, om der var gang i noget. Det var der ikke. Men vi jokede alligevel med, at nu skulle det nok passe, at hun valgte at komme netop den weekend, hvor Anders var langt væk og ikke bare lige kunne komme hjem på rekord tid. Nogle gange skal man virkelig vare sine ord og lade være med at joke og jinxe!

Min mor hentede Willum og jeg lørdag morgen og underligt nok, medbragte jeg både baby autostolen og sygehustasken. Jeg tænkte ikke mere over det og følte bare, at jeg helgarderede mig.

Lørdagen gik, jeg havde ingen plukkeveer, var bare træt. Jeg tog dog mig selv i flere gange den dag at tænke eksempelvis: ”Nu sidder jeg i en havestol. Det er alligevel ikke det værste sted vandet kan gå, hvis det skulle være.”

Men dagen gik uden yderligere tegn på snarlig fødsel, om aftenen fik jeg puttet Willum og efter at have været oppe ved ham ved. 21.30 tiden skulle jeg tisse. Troede jeg. Vandet gik. Det mest perfekte sted af alle, når det nu skulle ske!

Jeg fik lagt mig på badeværelsesgulvet og råbte til min mor, at vandet var gået.

Hun blev, naturligt nok, ret overrasket og lidt befippet. Min far så mere undrende ud.

Jeg bad dem hente opladeren til min telefon, da der ikke var ret meget strøm på og fik ringet til Anders, som sad i en bus med sine kolleger, på vej til det sted de skulle overnatte. Jeg hørte ham råbe:” Vend bussen. Min kæreste skal føde!”, fik ham sendt tilbage til bilen og ringede derefter til fødeafdelingen. Lige dér blev jeg ramt af panik, da tanken om, hvor hurtigt sidste fødsel gik efter vandet var gået, ramte mig. Godt og vel 2,5 time tog det fra vandet gik og Willum var født. Og skal man tro statistikken, går det ofte endnu hurtigere de efterfølgende gange. Pludselig kunne jeg ligge to og to sammen i mit hoved og skulle det gå endnu hurtigere denne gang,, ville jeg ikke kunne nå ind på hospitalet og Anders ville ej heller kunne nå det!

Hurtigt kunne jordemoderen dog berolige mig gennem telefonen, for som hun sagde: ”Jamen Line, du har jo slet ingen veer!” Nåh nej, ro på igen.

Efterfølgende talte jeg med Anders, som endelig var nået frem til sin bil og på vej sydover. Men der er langt fra Aalborg til Herning, når man har noget man skal nå.

Ambulancen kom, jeg blev fragtet ned af alle mine forældres trapper på en stol med larvefødder og kom op på båren. Min mor var helt ved siden af sig selv, imens min far var mere fattet. Han skulle med på sygehuset og med ind til kejsersnittet, hvis Anders ikke nåede frem.

Lige her åndede jeg bare en lille smule lettet op. Jeg var nu i mere trygge hænder og mine bekymringer omkring at være alene hjemme med Willum midt om natten, blev fuldstændig ligegyldige. For lige her hos mine forældre, var han i de tryggeste og bedste hænder og han oplevede slet ikke al forvirringen og virakken. Det skete på det bedst tænkelige tidspunkt og sted, nu hvor det skulle ske, en dag hvor Anders ikke var hjemme.

Imens jeg lå der bag i ambulancen havde jeg både kontakt med Anders og min mor og til trods for, at jeg fik lidt veer, var det slet ikke noget, jeg ikke kunne være i, eller blev utryg over. Jeg følte at jeg havde styr over min krop og ambulanceredderen havde helt styr på situationen og havde løbende kontakt med fødeafdelingen.

Vel fremme kunne min far fortælle mig, at Anders ville være der cirka et kvarter efter os.

Og så gik det stærkt.

Jeg blev kørt op på en fødestue, hvor jeg blev undersøgt. 0 centimeter åben. Så min bekymring om en lynsædefødsel var helt unødvendig.

Overlægen kom og hilste på og sagde at de var klar. Anders fik maks 10 minutter og så var de nødt til at køre mig til operation!

Kort efter kom Anders heldigvis styrtende ind ad døren og fik overrakt operationstøjet, som han skulle hoppe i med det samme. Min far blev vist ned i et venterum, da han naturligvis gerne ville blive, til hun var født.

Vi blev ladt alene på fødestuen og nåede lige at se hinanden i øjnene og tale kort om, hvor vildt det hele var og at de hele gik op i en højere enhed, til trods for, at alle odds var imod os. Pludselig gik det for alvor op for os, at vores lille pige ville være ude hos os inden længe og vi blev helt fjollede af bare lykke og lettelse over, at Anders nåede til hospitalet.

Portøren kom og kørte os ned på operationsstuen hvor vi blev mødt af et hold af mennesker, som skulle hjælp os og ikke mindst, hjælpe vores lille pige til verden.

Det er det underligste og samtidig mest rolige jeg nogensinde har oplevet. Vores glæde smittede af og stemningen på stuen var fantastisk. Der blev joket, grint og smilet meget brede smil.

Jeg fik lagt den frygtede spinalblokade, som slet ikke var så slem endda. Herefter blev jeg lagt ned på briksen, blev koblet til alt det nødvendige udstyr og pludselig kunne jeg ikke mærke og bevæge mine ben. Det er det mærkeligste jeg har oplevet. Det er så skørt at være ved fuld bevidsthed, uden at kunne mærke halvdelen af sin krop.

Anæstesisygeplejersken spurgte mig, om jeg kunne mærke noget og jeg mente at kunne mærke noget, der føltes som en knivspids imod mit maveskind. Han smilede til mig og sagde, at så ville de lige vente lidt. Kort tid efter spurgte han mig om jeg nu kunne mærke noget og da jeg svarede nej, sagde han at det var godt, for vores datter var snart ude! Da jeg havde følt, at de satte en skarp kniv imod mit maveskind havde de stået og nevet mig med tange! Og så var de gået i gang.

Endelig hørte vi hende skrige og hun kom op på mit bryst. Lidt lille, men helt perfekt.

D. d. 10 juni kl. 00.13 kom 2680 g. og 47 centimeters lillesøster til verden.                  Pludselig lå hun der på mit bryst, helt klar til livet.

Mit kejsersnit blev en meget mere rolig, behagelig og langt mindre kaotisk oplevelse, end min første og meget hurtige fødsel, hvor jeg ikke selv kunne følge med. Under hele forløbet var både Anders og jeg helt trygge. Ligeledes var det en fantastisk oplevelse, at være mentalt til stede og helt klar i hovedet under hele fødslen og personalets rolige adfærd smittede af på os. Jeg er så glad for, at have fået denne oplevelse med i bagagen og at vi traf valget om et kejsersnit. Også til trods for, at det endte med et sub-akut kejsersnit, nu hvor lille frøken modsat ikke ville vente helt til d. 20 juni med at have fødselsdag.

Det skulle hun nok helt selv bestemme. ❤

Nynne
Vores smukke Nynne ❤

 

Du kan læse om fødslen af storebror lige her.

En lynfødsel i smertehelvede

WP_20150308_11_57_45_Pro
24 dage før han blev født

Vores førstefødte kom til verden et par dage før termin. To dage, for at være helt præcis.

Min graviditet havde været en prøvelse. Først med kvalme, forøget mavesyre og dernæst bækkenløsning i en sådan grad, at jeg måtte sygemeldes. Dernæst begyndte plukkeveerne og jeg var inde og runde fødegangen af to omgange, fordi jeg frygtede, at fødslen var i gang. Det var den heldigvis ikke.

Jordemødrene blev ved med at berolige mig med, at jeg ville kunne mærke, når de rigtige veer startede. Så ville jeg ikke være i tvivl.

Tirsdag d. 31 marts 2015 vågede jeg lidt i otte, med hvad der føltes som de sædvanlige plukkeveer. Hele dagen gik jeg og havde ret ondt, men tillagde ikke smerterne mere, end at det naturligvis kun kunne være plukkeveer. En førstegangsfødende føder jo ikke før tid!

Jeg fik på forunderlig vis gjort rent, ryddet op og ordnet andre praktiske gøremål. Redebyggeriet nåede nye højder i forhold til, hvor ondt jeg egentligt havde. Men det var meget vigtigt for mig, både at få støvsuget, vasket gulv, støvet af, ryddet op og så videre. Hundene passede godt på mig og de holdte sig hele dagen tæt på mig.

Dagen gik og om aftenen under aftensmaden måtte jeg holde mange pauser, for at kontrollere min vejrtrækning. Men igen, det kunne jo kun være plukkeveer tre dage før termin!

Klokken ca. 20.45, efter vi havde set Kurs Mod Fjerne Kyster, ringede jeg til fødegangen. For jeg synes altså, at de der plukkeveer tog til. Jordemoderen syntes, at det lød som gode fødeveer og rådede mig til at tage et bad inden sengetid og nogle Panodiler at sove på, skulle fødslen gå i gang om natten.

Den aften havde Netto åbent til sent, så jeg mente bestemt, at vi skulle ud at handle, for vi havde intet i skabene. Og morgenmad skulle vi jo altså have. Inden afgang beordrede jeg dog min kæreste til at pakke hospitalstaske og autostol i bilen, hvis nu, vi skulle ud at køre om natten. Så var det jo i hvert fald gjort.

Jeg kunne selvfølgelig ikke gå med ind i Netto og sad i bilen og prustede. Men jeg var stadig overbevist om, at det stadig kun var plukkeveer!

Min kæreste kom ud fra Netto og vi blev enige om, at en is fra Mac D var på sin plads. Det er nok nærmest den bedste is, jeg nogensinde har fået!

På hjemvejen spurgte jeg min kæreste, om ikke det ville være en god ide at tanke bilen lidt, så der var mere end 40 kilometer tilbage på tanken. Hvis nu, vi skulle ud at køre om natten. Du ved, just in case. På dette tidspunkt var jeg stadig overbevist om, at det kun var plukkeveer!

Vi kom hjem, jeg tog et bad og omkring kl. 22 var jeg klar til at hoppe i seng med et par Panodiler indenbords. Jeg sov på dette tidspunkt i kælderen og min kæreste ovenpå, da jeg skulle tisse så mange gange i løbet af natten, at det forstyrrede min kærestes nattesøvn!

Timerne gik og jeg kunne ikke sove. Kl. 00.00 skulle jeg igen tisse, og da jeg rejste mig, var det som om, at en ballon sprængtes inde i min mave.

Jeg gik ud på toilettet og syntes, at mine trusser var lidt våde på den der:” Shit, har jeg tisset i bukserne”måden. Jeg tog et bind på, som jeg havde fået at vide man skulle gøre, hvis man var i tvivl om vandet var gået og var nu klar til at gå rundt en time for at se, om der kom mere vand. Og det gjorde der, skulle jeg hilse at sige! Jeg skiftede trusser igen og gik ind til min telefon og ringede ovenpå til min kæreste. Jeg magtede ikke at råbe!

”Vandet er gået” sagde jeg. Hans svar var: ” Er du sikker?” Yes, det var jeg. Han kom styrtende ned af trappen og jeg måtte endnu engang skifte trusser.

Jeg ringede til fødegangen og fortalte dem hele scenariet og midt remsen af mit cpr. nummer væltede veerne ind over mig. Jeg var blevet ramt af en vestorm. Jeg rakte telefonen til min kæreste for at han skulle færdiggøre sætningen. Men i kampens hede, kunne han naturligvis ikke komme på de sidste fire cifre! Mellem to veer brølede jeg dem til ham og jordemoderen i den anden ende sagde, at vi vidst bare skulle komme med det samme! Min kæreste var ganske enig….

Grundet de meget hyppige veer, kunne jeg intet selv. Han skulle have mig i tøjet og i de meget korte pauser begyndte kontrolfreaken her at dirigere med ham. Han skulle hente opladere til vores telefoner, få hundene ud at tisse og finde mine sko! Heldigvis er min søde kæreste ikke sådan at hundse med og totalt cool i sådanne situationer. Han er nemlig en rigtig dygtig Ambulancebehandler. My luck.

Nå, men ud i bilen skulle vi og det skulle gå meget hurtigt imellem to veer. For fik jeg en ve midt på vejen ville jeg have vækket alle naboerne! Jeg præsterede nemlig at brøle som en af dinosaurerne fra Jurassic Park, har jeg fået fortalt! Det lykkedes ham heldigvis at få mig bugseret ind i bilen og få lagt sædet lidt ned. Jeg kunne ikke sidde helt oprejst, da babys hoved sad så dybt, at jeg følte han var på vej ud!

Og selvom min kære mand er ambulancebehandler og ikke er sådan at hyle ud af den, så var han alligevel ikke helt pjattet med, at skulle klare en fødsel i bilen. Derfor var det også noget heldigt, at der sådan en hverdagsnat ikke er ret mangen biler på vejene. Alligevel tror jeg ikke, at den strækning der er til hospitalet er blevet kørt så hurtigt uden blå blink! Godt klokken var 1 om natten og at min kæreste er en dygtig bilist.

Vi kom igennem samtlige rundkørsler, og dem er der alligevel en del af mellem Silkeborg og Herning, og vi landede på hospitalet. Jeg fik hikstet: ”Kørestol” og min kæreste forstod med det samme. Han kom susende med den, fik mig bugseret over i den, og rutineret som han er, kørte han den på baghjulene hele vejen op på fødegangen, da jeg stadig ikke kunne holde ud at sidde ordentligt op.

På fødegangen kom jeg direkte på en fødestue. Endda den, dengang, helt nye fødestue 2, hvor alt udstyret er optimeret. Der var både dæmpet musik og skov på væggene ved hjælp af en projektor og trods en krop i smertehelvede nåede jeg lige at registrere det og tænke”Yes, vi fik den moderne stue.” Yes, kvinder er bare fantastiske til at multitaske 😉

WP_20150401_01_19_56_Raw
Ret fantastisk fødestue!

Jeg smed overtøjet og kravlede op på briksen, krøllede mig sammen og ville ikke være med mere. Jordemoderen skulle af gode grunde undersøge mig og kunne konstatere, at jeg var fem centimeter åben! FEM tænkte jeg. KUN FEM! Det kunne ikke passe, med alle de smerter der blev ved med at vælte ind over mig. Jeg bad om en Epidural blokade, men min kæreste trådte heldigvis i karakter og sagde, at jeg skulle huske, at jeg ønskede en naturlig fødsel og at komme i badekar.

Jeg kunne intet overskue så jeg lod mig overtale og karret blev fyldt. Da jeg landede i det varme vand og blev placeret i den største badering jeg nogensinde har set, blev alt pludselig udholdeligt og jeg kunne holde til at være i min krop. Min kæreste fablede om ræve og grævlinger, som blev vist på væggen bag mig, men jeg var ligeglad og gik ind i mig selv og koncentrerede mig.

Pludselig følte jeg pressetrang og jeg var allerede ti centimeter åben efter en times tid på fødestuen.

Jeg ville gerne have født i vand, men grundet tempoet på fødslen var lillemanden blevet stresset og jeg måtte op på briksen, for at de kunne holde ordentligt øje med ham.

Op kom jeg og der kom et par ekstra hjælpende hænder ind på fødestuen, for at holde øje med både ham og mig.

Jeg pressede alt hvad jeg kunne, men baby mente åbenbart, at han var supermand og havde den ene hånd oppe ved hovedet. Derfor var det svært for mig, at presse ham ud selv og eftersom han skulle ud NU, fandt de fjerkræs saksen frem, jeg blev klippet og i næste presseve var hovedet født. Men til trods for, at presseveen ikke længere var der til at hjælpe, pressede jeg til og vupti, ud kom han. På tre presseveer. To og en halv time efter, at vandet gik derhjemme!

WP_20150401_03_09_22_Raw
Vores første lille mirakel få minutter gammel ❤

Vores lille mirakel kom til verden på en lidt hektisk, men alligevel helt fantastisk måde. Og trods smertehelvede og stress, er jeg glad for, at fødslen ikke trak ud. For jeg havde vitterligt ikke flere kræfter i min krop, efter sådan en omgang vestorm.

Så selvom det var en fuldstændig vanvittig og hård oplevelse, er det samtidig den vildeste præstation, min krop nogensinde har udført. Og ikke mindst, den mest fantastiske. Jeg er simpelthen så imponeret over, hvordan kvindekroppen fungerer og helt automatisk og urmenneske agtigt kan præstere.

Det er for vildt! Kvindekroppen rocker, og jeg er vild med det.

Det blev en noget anden oplevelse da lillesøster kom til verden. Den beretning kan du læse om lige her 🙂